15. november 2010

Stille mandag

Vejret var skønt, solnedgang og totalt vindstille. D og jeg trænede selv her på en helt almindelig mandag. Vi løb 3, 4, 4, 3. Vi prøvede at sætte første og sidste pause ned til 1½ minut. Det gik fint for os begge, så vi er noget stolte over vores fremskridt det sidste halve år.

13. november 2010

19 minutter ialt

Så blev det lørdag. Dagens træning var med ekstra minutter. I alt 19 minutter fordelt på 3, 4, 5, 4 og 3. Jeg klarede dem alle uden at skulle ned at gå. Dejlig følelse. Næste lørdag vil der muligvis blive taget af pauserne. Og løbepassene bliver så mindre men flere af dem. Spændende at skulle prøve.

10. november 2010

Super onsdag - 750 meter i et stræk!

I dag skulle vi løbe 3 pas af 4 minutter. Det gik fint. Måtte ned at gå i midterste pas. Sidste pas glemte "BS" vist at lytte efter uret. Og så kunne jeg også blive lidt stædig og viljefast. Så jeg løb til asfalten stoppede på vej ind i Københoved. Opmåling herhjemme viser, at jeg løb 750 meter i et stræk. Det er jeg noget stolt over. Så en km virker ligepludselig ikke så fjern længere!

Tak til alle for godt selskab og støtte.

7. november 2010

Skøn sol lørdag morgen

Så blev det igen lørdag. Har svipset et par dage med at skriveriet herinde. I dag løb vi 2, 3, 4, 4 og 3. Det gik fint - måtte lige ned at gå en enkelt gang med lidt sidestik. 10 sek gang, så kan jeg klare lidt løb igen. Kan mærke en klar forbedring i kroppen og viljen.

27. oktober 2010

14 minutter

Regnvejr, blæst og kulde. Vi løb selvfølgelig og nød vejret. Det blev til 2,3,4,3,2 i dag. Og vi kunne klare det hele. Tempoet er stille, men minutterne løber jo til, så det kan jeg jo kun være stolt over. Føler dog, jeg også skal løbe lidt hurtigere, for at få pulsen helt op i det røde felt. Og presse mig lidt ind i mellem.
Holder mit til det rolige tempo, og kan så løbe lidt hurtigere ind i mellem. Men minutterne er nu det vigtigeste for mig i disse dage.

25. oktober 2010

To seje tøser

Mandag - AD og jeg havde aftalt at løbe. Ikke uvejret eller at det dryppede ned fra loftet i mit køkken skulle holde os hjemme. Vi satte uret til 4 pas af 2½ minut. Løb i fint og roligt tempo. De sidste 2½ minut blev dog forlænget med 212 meters løb. Vi kunne holde ud, og ifølge AD´s ur så blev det vist til næsten to minutter ekstra. Vi troede næsten ikke os selv - men var faktisk ikke døden nær. Så det rolige tempo gjorde nok underværker for os begge. Måske også at vi næsten begge er på den anden side af forkølelserne fra helvede.

23. oktober 2010

Vi flyttede indenfor

Lørdag blev så dagen, hvor vejrguderne tvang os indendørs. Det blev til lidt løb i salen og en hel del god styrketræning. Charlotte mente at vi ville nok komme til at mærke det. Og jeg kan give hende helt ret. Øm et vist sted! God træning - men savnede faktisk at løbe.

20. oktober 2010

Tørvejret lykkedes

Så kom dagen med rusk, blæst og kulde. Men vejrguderne var med os, så det holdt tørvejr mens vi løb. I dag 1, 2, 3, 3, 2 og 1 -ialt 12 minutter. Måtte give op lidt ind i den sidste 3 minutter, fik vejret og løb videre. Sidestik - skulle vel ske på et tidspunkt. Alt i alt en god træning - hård men ok.
Charlotte foreslog jeg fik målt min vejrtrækning hos lægen. Hun ville gerne være sikker på, at det ikke skyldes en form for "besvær" som jeg ikke havde indflydelse på. Hun ville ikke presse mig mere end kroppen var med på. Pænt af hende. Så nu booker jeg en tid hos lægen. En del af mig tror nu bare det hænger sammen med flere års overvægt og dårlig form. Men hellere være på den sikre side.

16. oktober 2010

Lørdag uden træner

Så gjorde vi det igen. Løb selv lørdag uden træner til at skubbe på os. Vi løb som aftalt 4 pas af 2½ minut. Det gik fint! Vi er nu ved at være lidt delt konditionsmæssigt i gruppen, men rigtigt gode til at holde sammen alligevel. Det er dejligt.
En skøn træning i godt selskab. Onsdag bliver nok hårdere, har en fornemmelse for at der skal lægges minutter på.

29. september 2010

Still going strong

I dag var vi to til træning. Vi løb 1½, 2, 2, 2 og 2 - ialt 9½ minut. Fik tjekket min vejrtrækning. Den er god nok, jeg trækker vejret helt ned i maven. Så det er altså bare dårlig form, jeg kan give skylden for vejrtrækningsbesvær.
Lørdag løber de andre 5 gange 2 minutter. Så fredag i motionscentret må jeg hellere løbe 2, 2, 3, 2 og to. Charlotte foreslog at jeg også kunne løbe samme tidsinterval som de andre, og så sætte lidt hældning på. Fredagen vil vise, hvad det ender med.

Er stolt over, at jeg endnu ikke har skulle give op i løbepassene.

25. september 2010

Det skønneste vejr

Lørdag morgen viste septembervejret sig fra sin bedste side. Solskin og skønne farver. Vi var seks piger til lørdagsløb. Vi løb 1½, 2, 2, 2 og 1½ minut - ialt 9 minutter. Det midterste minut snød dog Charlotte, så det blev til et enkelt minut og ikke to. Hvilket vi alle kunne mærke tydeligt. Så vi lagde et til til sidst.

Humøret var lige så højt som solskinnet.

Føler mine ben (fra knæ og ned) er blevet fastere og mindre. Føles ihvertfald en smule anderledes.

21. september 2010

Ups - så fik jeg ikke opdateret

Nu skriver vi 10 dage siden sidst. Og har jeg så slet ikke været ude at løbe?
Jo - da. Tre gange siden sidst. Tirsdag (14/9) var energien, der bare ikke til at møde i motionscentret inden arbejde.
Der er lagt et minut på, så torsdag (16/9) i sidste uge blev det til 1½, 1½, 2, 1½ og 1½. I lørdags løb vi 1½, 1½, 2, 1½ og 1½.
I dag har jeg været i motionscentret og løb 2, 2, 3, 2 og 2. Føler, det er nemmere, så tager en ekstra tørn på båndet. Ved også, at de andre i morgen løber 1½, 2, 2½, 1½ og 1½ - ialt 9 minutter, og det skal jeg jo så også kunne på lørdag.
Godt humør og stolthed over indsatsen.

11. september 2010

Vægttab

Jubie - tid til et velfortjent bad. Og så da lige en tur på badevægten inden badet. 96,2 kg - i mine øjne endnu en succes. For spiser helt som jeg plejer. Tror jeg! Gik på vægten efter badet - og jo, den var god nok. Der er smuttet lidt af kroppen.

Løbetræningen føles godt, og så også et vægttab. Hurra - burde egentlig hejse flaget! Små sejre skal jo også fejres.

Vi klarede det selv!

Fem friske tøser mødte frem. Vi løb samme program som i torsdags. Altså 1, 1½, 2, 1½ og 1 minut. Alle klarede det helt fint.
Jeg følte det lidt hårdere end i torsdags, men jo heller ikke længe siden torsdag aften. Vores to-minutters heat blev vist til ca. 240 meter - jo ganske godt.

Tirsdag skal vi tage et minut af træningen - spændt på om jeg er standhaftig og følger det. Bør jeg jo!!

9. september 2010

Stolthed over dagens præstation

Igen i dag var udgangspunktet min egen gårdsplads. Let opvarmning med alle de andre, der også skulle ud på gåtur eller løbetur.
Vores program for i dag var 1, 1½, 2, 1½ og 1 minutter. Med de sædvanlige to minutters gang imellem. Jeg klarede det rigtigt godt efter min egen ydmyge mening. Når nu næsten at få åndedrættet i hvile i pauserne. Løb endda vist med lidt ekstra tempo i dag. Måske jeg havde gode ben :-)

Vi tøser aftalte selv at mødes på skolen på lørdag. De andre løbere samt træner deltager i officielt løb den dag, men det skulle da ikke betyde at vi holder pause.

7. september 2010

Løb løb løb

Vægten stadig under de 97 kilo. Mødte op inden job i motionscentret. Løbetrænede på løbebånd med hastigheder på ca. 7,2 km/t. Fik løbet 1+2+2+1+1 minutter ialt med 2 minutters gang som "pause". Det gik fint, men der blev nu pustet en del undervejs. Ialt 20 minutters træning. Smuttede derfra i massagestolen - længe siden sidst :-)

6. september 2010

Tabt mig - jubii

Ja, så smuttede badevægten da endelig ned under 97,0 kilo. Der har den ellers stået så mange dage, at jeg næsten begyndte at tro elektronerne sad fast.
Men nej - i dag viste den 96,6 kilo. Håber inderligt, at den viser det samme i morgen!

4. september 2010

Fokus fokus fokus

Træningsdagbog - ja, der ser jo ud til jeg ikke har trænet den sidste uges tid. Men det har jeg! Kun en dag det smuttede, og det skyldtes et dumt knæ.

Lige kommet hjem efter dagens træning. I dag var det: 3 gang, 1 løb, 2 gang, 1½ løb, 2 gang, 1½ løb, 2 gang, 1 løb, 2 gang, 1 løb. Så nu er vi oppe på 6 minutters løb. Og klarede sgu det hele uden pauser. Vejrtrækningen har drillet mig indtil nu, men i dag lod jeg kroppen klare sig selv og slog vejrtrækningstankerne ud af hovedet. Måske jeg havde sat teori over praksis.

Træningen føltes ikke hård i dag. Selvfølgelig enormt forpustet, men ikke så meget kamp med de sidste sekunder i passene.

24. august 2010

Jubii

Ja, så skete det. Efter fire dage hvor vægten stædig har vist det samme, så nåede jeg i morges under 97 kilo. Spændende, hvad den siger i morgen. Måske det bare er et tilfælde, måske det ser ligesådan ud i morgen. Kan jo kun krydse fingre.
Motionen bliver i centret i morgen tidlig.

21. august 2010

Det var første uge

Så er der gået en uge siden jeg startede. Alle var ved godt mod i dag, så det blev besluttet at der ville blive lagt et minut mere på idag. Så vi løb 4 pas af et minut.
Jeg koncentrerede mig meget om vejrtrækningen. Løber pt. 4 skridt på henholdsvis ud- og indånding. Tirsdagens træning skal bestå af samme som i dag.
Ingen smerter og godt humør.

19. august 2010

Godt humør og en lille sejr.

Torsdag morgen i Holsted Motionscenter. Kan ikke deltage i løbetræning i aften, så der skulle trænes på løbebåndet. Skulle løbe 3 pas a 1 minut med gang ind i mellem. Og det lykkedes sørme at løbe længere end et minut. Sidste pas nåede jeg lige op over to minutter. Super skøn fornemmelse.
Har sat løbehastigheden lidt ned, så jeg nu løber med 7,4 km i timen istedet for 8,0 km.
Styrketrænede nedre del af krop. Kan klare 100 kg i benpres-maskinen.

17. august 2010

Tirsdagstræning

Trådte ind i Holsted Hallen ti i syv. Startede på løbebåndet, da jeg desværre ikke kan løbetræne på torsdag. Tog 5 minutters opvarmning i gang, løb derefter tre pas af lidt over et minut. Sluttede i et par maskiner, massagestolen og derefter udstrækning.
Humøret og selskabet var i top.

15. august 2010

Fnuggelinemøde

I dag mødtes jeg med nogle af de andre fnuggelinepiger her fra lokalgruppen. Vi gik 3,4 km og fik planlagt nogle lokale træf til de næste måneder.

Jeg kunne ikke dy mig for lige at prøve at løbe en smule igen. Bare et minut. I morgen bliver hviledag, og så skal jeg gå mine 30 minutter på tirsdag.

14. august 2010

Første løbetræning

Hjemme igen efter løbetræning. 3 minutters gang, 1 min løb, ialt tre gange. Klarede de første to gange løb nogenlunde, men det sidste minut var hårdt. Kan virkelig mærke, hvor konditionen ligger på skalaen. Når simpelthen ikke at få pulsen ned mellem løb og gang.
Skal selv træne mandag eller tirsdag 30 minutters gang med frisk tempo.

Humøret er højt, og kroppen er glad.

13. august 2010

Fokus har været andetsteds

Ja, så er jeg tilbage. Har vist mistet fokus for en periode. Vægten er stort set den samme, hvilket jo egentlig er et godt tegn. Der er dog blevet nydt lidt rigelige mængder af sukkerholdige madvarer de sidste måneder.

I morgen står den på løbetræning. Starter op på et hold for begyndere - hvilket jeg jo også er. Tror ikke jeg bliver den store løber, der i fremtiden vil nyde at løbe 3,4 km flere gange om ugen. Men ser nok mere træningstiden som ren konditionstræning. Har dog hørt om flere som har ændret indstilling hen af vejen - så hvem ved, hvad det ender med.
Hørte en fugl sige noget om at skrive træningsdagbog. Så måske det bliver herinde på bloggen.

Nu tror jeg det er sengetid, for en som ved at der bliver brug for alle kræfter i morgen.
Godnat

30. maj 2010

Fodboldgolf - nu afprøvet!

Vist lige længe nok siden jeg har været herinde. Var til træf igen i går, hvor vi prøvede fodboldgolf. Det var rigtigt sjovt og hyggeligt. Kan anbefales som familieaktivitet.
Vægtmæssigt var der røget 500 gram - ikke noget at juble over. På den anden side har jeg ikke gjort noget for vægttabet, snarere tværtimod. Kan ihvertfald huske en masse is, chips og andet!
Susanne fik Fnuggeline med hjem, da hun blev månedens taber. Stort tillykke. Nu skal vi vejes næste gang om 3 uger i Rødding. Og så må vi se om vi kan sørge for at Fnuggeline bliver her sommeren over! Tror jeg printer billedet af Fnuggeline på bagsædet og hænger op i køkkenet - måske jeg så kan holde fokus.

24. april 2010

Silkeborg - generalforsamling i Fnuggeline

Ja, så er det igen tid til generalforsamling i Fnuggeline. Håber vi får en fantastisk dag deroppe.
Vi skal jo også på vægten, og her er jeg lidt spændt - for fokus har vist ikke været hvor det burde den sidste måned.

14. marts 2010

Skal vist have et spark

Puha - her er det vist ikke gået som det bør, hvis meningen er at jeg skal spise flere grøntsager og mindre ris/pasta. Chili con carne - smager skønt - men jeg får bare alt for store portioner, når det er på menuen.
Så ugen, der kommer, skal stå i grøntsagernes tegn. Grøntsager med kød som tilbehør. Håber, at kunne gøre noget ved det, ugen ser ikke så travl ud, så det hjælper forhåbentlig en del.
Den kommende weekend byder på Fnuggeline landstræf. Skal til århus og lære latinamerikanske danse og kommer forhåbentlig hjem med nogle gode tricks. Vi skal selvfølgelig som altid vejes til træffet, og der skal der bare være minus på min konto. Ligenu synes jeg, at 95 kg i april ikke ser ud som en umiddelbar succes.

1. marts 2010

Forårsfornemmelser

I går søndag gik jeg en skøn tur på små syv kilometer. Længe siden jeg har gjort sådan uden at have selskab. Skøn tur, frisk luft til hjerne, krop og sjæl. Hørte en lærke synge, så foråret er på vej.
Her mandag morgen var jeg så på vægten - og sørme om ikke den viste 96,5! Det går den rigtige vej - synes ellers ikke jeg har gjort noget. Men noget sker der da!

19. februar 2010

Feriefredag

Feriefredag - ja, det siger jo næsten sig selv. Skønt, at sove til jeg vågnede og tusse lidt rundt i nattøj. Men det slendrianliv går jo ikke hele dagen. Skal på genbrug med et læs pap og andet, som ikke skal bo her længere. Passe niecen i aften. Bliver så hyggeligt.

Vægten sprang jeg på i dag. Flere dage siden sidst. Synes ikke jeg har ændret så meget, men spiser nok lidt anderledes, da jeg ikke "hyggeshopper" mad så ofte længere. Er stadig glad for Kassen. Nå, ja, vægten. Den viste idag 96,8 kilo. Så stadig nedad. 95 til april virker ikke uopnåelig, selv med små skridt ;-)

13. februar 2010

Frost og frisk luft i lungerne

I dag har jeg været sammen med nogle af de andre fra Fnuggeline. Vi har gået en tur i den dejlige friske og kolde luft. Derefter hyggesnak med Susannes fantastiske hjemmebagte brød, æggesalat, brocolisalat, rucula og laks.
Vi blev selvfølgelig vejet, som vi jo gør hver gang vi er sammen til træf.

3. februar 2010

Spidskål

Ja, så fik jeg endelig brugt et spidskål. Det har ligget i køleskabet i næsten to uger, og der ligger faktisk et mere. Så aftensmaden SKULLE bestå af blandt andet spidskål. Og det gjorde den!

Svitsede oksekødstrimler med karry og spidskommen. Tog kødet af og svitsede så nogle strimlede gulerødder. Da de var blevet næsten møre, kom jeg spidskålen ovenpå og tilsatte en deciliter vand. Til sidst tilsatte jeg kødet igen, og varmede det hele igennem. Skøn aftensmad. Lidt protein og en masse grønsager. Kan ikke gøres bedre!

Har lige pakket min nye kasse ud fra Årstiderne. De næste fjorten dage skal jeg gennem blandt andet æbler, bananer, pære, lemonade, mirabella marmelade, sølvbeder, salat og gulerødder. Der ligger desværre stadig lidt frugt og grønt fra sidste kasse, så jeg spiser stadig ikke nok af "det sunde".

2. februar 2010

Hyggeweekend

Weekenden tilbragte jeg med Fnuggelinetøserne fra Fnuggeline-Vejen. Skøn tur til den stille ø. Fik rigtigt stresset af og nydt roen. Var blandt andet i Havneby og gå på molen. Sjovt, at se små isbjerge drive med tidevandet.
Fredag aften fik vi Cæsar salat med kylling og hjemmelavede krotoner. Bør vist blive bedre til at lave salatretter til mig selv til aftensmad. Nem mad, lækker mad, og ikke så tung! Så mon ikke, jeg skulle indføre en salataften om ugen.

Vægten viser nu 97,5, så mon ikke sygdommen var skyld i lidt af vægttabet i forrige uge. Men stadig nedadgående, så jeg er glad. I weekendens satte vi nye mål. Mit blev at veje under 95 kg i starten af april. Lykkes det, så er der jo chance for at veje under 90 til Fnuggelineweekenden i Rødding til juni.
Men det kræver, at jeg tænker mere over maden, end jeg har gjort de sidste halvanden uge.

24. januar 2010

Forkølelse - 97,1 kilo??

Øv, så gik der en uge med forkølelse og feber. Men intet er jo så skidt det ikke er godt for nået. Vægten viste i morges 97,1 kilo - altså et vægttab. Jubii!
Så kan jeg jo efterrationalisere over om det er væskemangel eller fordi jeg har spist mindre hele ugen. Har drukket den samme mængde væske som jeg plejer, så måske jeg kan betragte vægttabet som blivende! Håber jeg, men mon ikke jeg er klogere om et par dage.

12. januar 2010

Kan jeg lave en ugeplan for mine aftensmåltider!

Så er der gået en uge siden, jeg fik min første kasse fra årstiderne. Og hvad har jeg så fået brugt. Ikke ret meget. Må vist hellere snuppe et par stykker frugt med på job i morgen, og så få planlagt nogle kommende måltider. Måske ligefrem gå i gang med at lave en ugeplan.
Har altid grebet madlavningen an uden de store planlagte detaljer. Måske det også her er tiden til at tage skeen i den anden hånd? :-)

8. januar 2010

Bodyage

Så blev det tiden til at jeg og mange af mine kære medborgere i sognet, mødte op for at få målt vores bodyage.
Vi fik målt højde, og stillede os så barfodede op på en vægt. Vægten kunne lidt mere end den du og jeg har hjemme i badeværelset.

En strimmel papir blev skrevet ud, og så kunne jeg ellers se syn for sagen.
Fedtprocent alt for høj - var nu ikke en hemmelighed.
God muskelmasse - heller ikke en hemmelighed.
Alt for lidt vand i kroppen - mangler faktisk ca. 20 procent. Og fik at vide, at når fedtprocenten er alt for høj, så har man faktisk svært ved at optage vandet. Så jeg må have lavet plads til noget vand :-)

Bodyage 52 - det var lidt hård kost. Ingen tvivl om at jeg ikke er den sundeste, men 52 burde ligge et stykke ud i fremtiden. Nå, men den tager jo også kun hensyn til vægtprocenten osv. Så måske jeg ville have været 40 i bodyage, hvis jeg vejede 10 kg mindre, men røg 40 smøger om dagen.

Nå, når alt kommer til alt, så er det jo vejledende. Og ja, jeg skal tabe mig!

Vi er nogle stykker, der vil tage den igen om tre måneder. Og der skal fedtprocenten var røget et stykke nedad.

7. januar 2010

Gaven til mig selv

I går landede gaven til mig selv så i gårdspladsen. Jeg har bestilt en kasse fra "Årstiderne" hver fjortende dag. Håber, at jeg på den måde får spist lidt anderledes end jeg plejer. Nu kommer der en kasse med spændende ingredienser, jeg ikke selv vælger. Måske der ligefrem bliver brugt mere tid i køkkenet.
Fik sidste sommer en enormt spændende kogebog, og den har jeg desværre ikke brugt rigtigt endnu.